Fra korrekturlæsning til livsstil

Når jobbet giver mere end smør på brødet

Stylecoach Betina Schou har skrevet en bog, der hjælper kvinder, som har svært ved at finde deres tøjstil. Jeg har læst korrektur på bogen – og føler mig såvel ramt som inspireret.

Indimellem er jeg som korrekturlæser heldig at få opgaver, som ikke blot giver smør på brødet og noget at rive i. Faktisk sker det – heldigvis – ret tit.korrekturlæsning bog

I foråret læste jeg således korrektur på stylecoach Betina Schous bog Fra tøjkrise til livsstil, som er en guide til alle os, der har svært ved at overskue vores bugnende klædeskabe og alt det tøj, vi aldrig bruger, ikke kan passe, fejlkøb osv.

Fem trin til at finde din stilkerne

Betina har udviklet en femtrinsmodel, der hjælper kvinder i alle aldre med at finde ind til deres (stil)kerne. Det er nødvendigt at finde ind til denne kerne, for at vi kan finde ud af, hvilket tøj der passer til os – både i forhold til vores personlighed og vores kropsbygning.

Der findes i alt seks stilkerner, og når vi finder vores, bliver det ifølge Betina meget nemmere og sjovere at shoppe tøj, fordi vi ved, hvad vi skal gå efter i butikkerne – og hvad der passer til det tøj, der hænger i vores klædeskab derhjemme. Sidstnævnte har Betina gjort nemt for dem, der køber hendes bog, fordi der i den er vedlagt et farvekort, som man kan have med sig i tasken, når man shopper.

Ud over at indføre læseren i de seks stilkerner er Fra tøjkrise til livsstil garneret med cases, som illustrerer, hvordan Betina har hjulpet forskellige kvinder med at få styr på deres garderobe – og gjort det nemmere for dem at købe tøj.

Jeg har brug for hjælp

Før jeg blev hyret til at læse korrektur på Betina Schous bog, havde jeg aldrig tidligere hørt om en stylecoach, men jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket, da jeg læste bogen – og følte mig ramt … Mit eget klædeskab – som i virkeligheden er et alt for stort walkincloset – er ét stort miks af forskellige tøjstile, impuls- og fejlkøb og et vidnesbyrd om, at jeg ikke kan lade et godt tilbud gå mig næsen forbi … Der er tøj i alle farver og former – og masser af tøj, jeg aldrig går med, men som jeg dengang bare måtte eje.

Kort sagt: Min (ikkeeksisterende) tøjstil og -smag stikker øjensynligt i alle retninger, men alligevel ender jeg til hverdag med at bruge de samme evindelige bukser og bluser. Altså hænger der virkelig meget tøj, som jeg aldrig bruger, og jeg er således et klassisk eksempel på de kvinder, som Betinas bog henvender sig til.

Når jeg en sjælden gang skal i byen, prøver jeg det ene farverige outfit efter det andet. Og ender til sidst i noget sort og afdæmpet. For sort går man vel aldrig galt i byen med … Eller måske gør man. Måske gør jeg.

Bobler og post-its

En af de kommende dage vil jeg tage Betinas bog og farvekort i hånden og i bedste Carrie Bradshaw-stil, bevæbnet med champagne og post-its med teksterne ”behold”, ”måske” og ”sælg”, begrave mig i mit walkincloset. Jeg kommer ikke ud, før jeg igen kan overskue, hvad der er i skabet, og intet, som jeg ikke har haft på en eneste gang det sidste år (måske to), er puttet i en sort sæk.

I weekenden har jeg en stand ved byens vejfest og loppemarked. Her vil jeg give mine medsøstre lejlighed til at hive mine gode tilbud ned fra bøjlestangen. Jeg tror ikke, jeg vil introducere dem til farvekortet. Jeg vil jo så gerne have udsolgt …

Du kan læse mere om stylecoach Betina Schou og købe hendes bog på betinaschou.dk.

Har du skrevet en bog, du gerne vil have læst korrektur på, kan du læse mere om korrekturlæsning af manuskripter her.