Spiller du Wordfeud?

Bogstavnødder og ordpuslespil

Som barn spillede jeg Scrabble med min mormor, som altid fandt på egne ord, som hun hårdnakket hævdede fandtes. I dag spiller jeg Wordfeud på smartphonen – med alle, som gider være med.

Som vaskeægte sprognørd, -elsker og      -interesseret spiller jeg naturligvis ordspillet Wordfeud (WF), som er en appudgave af det gammelkendte Scrabble.

Jeg spiller både med hardcore, garvede WF-ræve som min søster, dygtige korrekturkolleger, gamle kolleger, min marketingkonsulent, venner samt endda tilfældige spillere – kort sagt alle, der ligesom jeg finder fornøjelse i at knække bogstavnødder og lægge ordpuslespil.

De glemte ord

Det siger nok sig selv, at jeg er glad for spillet – sprogtosset, som jeg er. En sidegevinst ved spillet er de mange nye ord, man lærer, for ikke at tale om alle de ord, man havde glemt, man kendte. Ord som prekær, trinde, pi, pli, løjt, lefle, eja og erholde. Superskønne ord, som vi kan bruge aktivt til at gøre vores danske sprog mere nuanceret.

Hvorfor ikke berige vores sprog med skønne ord som fedthas (nærig person), døgenigt (doven person), lurendrejer (upålidelig person), jas (gamle jas, brugt kærligt om en ven eller bekendt), pode (lille barn) og sul (fed mad af svinekød) og gøre vores sproglige hverdag lidt mere farverig?

Og hvad med ord med z, x og c? (Af en eller anden årsag findes w ikke i WF). Her må man ofte lægge hovedet i blød og ellers huske at lære af sine medspillere: fez, zoo, pc, pcb, cl, cd, zoom, pixel, sax, hetz, back, zebra, ex, lex, lix. Du har sikkert mange flere. Kom endelig med dem. Jeg samler nemlig på – især korte – ord med, for det danske sprog, ”svære” bogstaver. ?

Skal vi spille?

Spiller du Wordfeud, så send mig en invitation. Lad os slå et slag for de gode danske ord, som vi glemmer at bruge, og sammen være med til at berige vores fælles sprog.