Korrektur i galleriet

Jeg arbejder nu på et galleri

Jeg har længe været på udkig efter et kontor i mit lokalmiljø. Indtil i sommer havde jeg kontorplads på Nørrebro. Bortset fra transporttiden var det ret perfekt, fordi der sad mange andre, der ligesom mig arbejdede med sprog, og som en bonus sad der også en, jeg arbejder tæt sammen med til daglig.

Men selv om transporttiden til kontoret var sølle 30 minutter, trak spise- eller køkkenbordet derhjemme alligevel.

Det var svært for mig at komme ud af døren, når jeg lige så godt kunne sætte mig hjemme (såmænd nok i morgenkåbe og sutsko, hvis det ikke var, fordi jeg skulle følge datteren i skole …). For selvfølgelig ville det på alle måder have givet mening at bruge mit Nørrebro-kontor.

Jeg kunne sparre med de andre dygtige sprogfolk, jeg delte kontor med, og ikke mindst kunne jeg arbejde endnu tættere sammen med min nære kollega dernede. Og så betalte jeg selvfølgelig også for pladsen, og selv om pladsen kun kostede 900 kr. om måneden, var det lidt dumme penge at bruge på noget – jeg ikke fik brugt …

Det lokale miljø trak

Tanken om at finde noget tættere på har ulmet længe, og da jeg i eftersommeren skrev et indlæg i vores lokale Vanløse-gruppe på Facebook og efterlyste et kontorfællesskab, var der gevinst. Et nyt galleri skulle åbne på Jernbane Allé, og ejeren, Pernille Topp Moon Pantozais, havde fået den helt fantastiske idé at kombinere galleri og kontorfællesskab.

Jeg havde en lang snak i telefonen med Pernille, og det klikkede bare! Jeg var tændt på idéen fra begyndelsen – og den 21. oktober holdt Pernille en rigtig flot og velbesøgt fernisering, og så var galleriet officielt åbent.

Den 1. november rykkede jeg ind i gallerikontoret i Toppart by Pantozais – og jeg elsker det. Intet mindre! Der er en skøn atmosfære. Pernille er sød, sjov og en superdygtig kunstner, og jeg har da også allerede købt hele to af hendes værker, som jeg glæder mig til at få op at hænge i mit hjem.

Kom forbi og hils på – eller få en kontorplads ved siden af mig

Nu har jeg den perfekte kontorplads i hjertet af Vanløse på Jernbane Allé 77. Jeg er omgivet af smuk kunst, som Pernille skifter ud jævnligt. Jeg bliver inspireret af omgivelserne, og så er jeg tæt på alt. Vores nye center, Kronen, ved Vanløse Station. Skønne caféer, og så har den mest fantastiske sportsmassør klinik lige ved siden af!

I er alle mere end velkomne til at komme forbi og hilse på både mig og Pernille. Vi byder altid gere på en kop varm kaffe. Og har du selv brug for en kontorplads, er der ledige pladser – det kunne være hyggeligt, hvis du har lyst til at blive en del af vores lille fællesskab.